Salget af fritidshuse topper sent i år
sept. 24, 2024
Udvikling i solgte fritidshuse Uge 29-35. Kilde: RealMæglerne A/S - Boligsiden
Salget af fritidsboliger var i 2. kvartal af 2024 markant højere end i 2023. Tendensen fortsætter på den anden side af sommerferien.
På Bornholm var salget af sommerhuse i 2. kvartal af 2024 hele 29 procent højere end i 2023. I Østsjælland med kommuner som Greve, Køge, Lejre og Roskilde var salget 53 procent højere. På Fyn med sommerhusområder som Faaborg, Kerteminde, Langeland og øerne var det 19 procent højere. I Vestjylland med kommuner som Ringkøbing-Skjern og Lemvig var det 22 procent højere. I Nordjylland med Jammerbugt Kommune og sommerhusbyer som Løkken og Blokhus var salget 13 procent højere.
Det viser nye beregninger fra RealMæglerne.
– Det bemærkelsesværdige er, at salget tilsyneladende holder kadencen her på den anden side af sommerferien, fortæller Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne med flere end 100 ejendomsmæglerbutikker i hele Danmark.
Sammenlignes uge 29 til uge 35 med de tilsvarende uger i 2023, bevæger salgskurven sig mellem index 108 og index 130. Det vil sige, at salget af fritidshuse i uge 35 var 30 procent højere end i 2023. Det viser beregninger på baggrund af salgsstatistikker fra Boligsiden.
– I et generelt godt salgsår på boligmarkedet er sommerhusmarkedet, som jo ellers er sæsonpræget, fulgt med. I de dyre områder i Nordsjælland stiger det ikke, og heller ikke i Sydjylland og Vest- og Sydsjælland, men ellers er det mange af de traditionelle sommerhusområder, der markerer sig i salgsstatistikkerne. Samtidig er udbuddet af sommerhuse til salg steget fra næsten 5.000 i begyndelsen af året til næsten 7.000 nu. Det vidner om, at der er stor aktivitet pt., hvor mange øjner et salg, og hvor stadig mange øjner et køb. Sommerhuse er en attraktiv vare og har i de seneste år efter Corona-pandemien fået en renæssance, mener Preben Merrild Angelo.
Han forventer, at der i 2024 samlet vil blive solgt 15-20 procent flere fritidsboliger end i 2023.
For yderligere kommentarer vedr. boligmarkedet – kontakt RealMæglerne A/S:
Preben Merrild Angelo, adm. direktør, telefon: +45 20 92 52 80
Mikkel Milsgaard, KOM- og presseansvarlig, +45 36 34 08 12