Historisk fremgang: Over 100.000 boliger solgt i 2020
november 26, 2020
Boligsalget i Danmark bliver historisk i 2020. Det står allerede nu klart i salgsstatistikkerne. Efter et godt boligsalg i 2019 er det nemlig i år – mod forventning – på vej imod en stigning på 19 procent. Det viser salgstal fra Boligsiden.dk.
Det vil sige, at antallet af solgte boliger når over 100.000 stk. Det er det største antal solgte boliger på et år siden 1992, viser tal fra Danmarks Statistik.
Overraskende udvikling
En udvikling, der trods mere end 30 års erfaring fra ejendomsmæglerbranchen, overrasker Preben Merrild Angelo, adm. direktør i RealMæglerne:
– Jeg havde ikke forudset det, og økonomerne havde da slet ikke. Da pandemien kom, og Danmark blev lukket ned, snakkede de både om faldende boligpriser og faldende boligsalg, men det er gået stik modsat. Efter marts og april var det som om, at danskerne havde haft tid til at tænke over tilværelsen, og der skulle realiseres noget kapital. Pengene skulle sikres i mursten. Resultatet er, at salget stiger, og det stiger endda så meget, at vi mangler boliger at sælge, fortæller han.
Alternative midler i brug
Alene hos RealMæglerne er boligsalget steget med 22 procent i november og gennemsnitligt 21 procent for hele året. Det har givet ejendomsmæglerne rundt i landet nok at se til:
– Det har betydet, at vi søger nye partnere for at kunne følge med, og derfor har taget lidt alternative midler i brug for at finde de rette kandidater til at åbne butikkerne. Det har samtidig betydet, at emnerne ikke får lov til at ligge ret længe, før de bliver solgt, og derfor kæmper vi hver dag for at finde nye, så vi kan følge med efterspørgslen, fortæller Preben Merrild Angelo.
Læs mere her: Få succes eller direktøren betaler
Sælgers marked
Der står i forvejen 11.000 købere klar i RealMæglernes køberkartotek, og samtidig er den generelle købelyst eksploderet.
– Det er virkelig sælgers marked lige nu. Stort set alt kan sælges. Sommerhuse, der før havde salgstider på måneder og år, bliver i dag revet væk. Samtidig ser vi en tendens til at flytte ud, hvilket betyder, at landdistrikterne også er kommet godt med. Det kan bl.a. skyldes, at Corona har fået os til at se jobbet i et nyt perspektiv, fortæller Preben Merrild Angelo.
Læs mere her: Jobbet ikke længere afgørende for vores valg af bolig
***
RealMæglernes BoligBarometerudsendes ved afslutningen af hver måned og udarbejdes på baggrund af statistik indsamlet fra mere end 100 RealMægler-butikker landet over. BoligBarometeret er derfor først med aktuelle månedsanalyser om udviklingen på boligmarkedet.