Historisk rekord: Sådan gik det med boligsalget i 2020
december 26, 2020
Kilde: RealMæglernes BoligBarometer
2020 har på mange måder været et helt utroligt år. Corona var en omvæltning for samfundet, og nedlukningen af Danmark medførte bl.a. bekymringer på det finansielle marked. Nu aner vi imidlertid et lys i horisonten, og de livsvigtige vacciner er på vej lige om lidt.
Men ét af de områder, hvor Danmark trods alt har klaret sig bemærkelsesværdigt godt igennem krisen og har overrasket alt og alle, er boligmarkedet.
Et helt utroligt år
Hverken økonomer eller politikere havde forudset, hvad der ville ske. Mange pegede på fald i salg og fald i kvadratmeterpriser. Men der skete det stik modsatte.
– Det har været et helt utroligt år, og vi har aldrig haft så travlt. Vi har stadig svært ved at fatte det, fortæller Preben Merrild Angelo, adm. direktør i RealMæglerne med mere end 100 butikker landet over.
Ikke sket før i Danmark
RealMæglerne gør i BoligBarometeret for december 2020 status for året. Og her taler statistikkerne sit tydelige sprog. Salgstallene fra Boligsiden.dk viser, at salget af boliger med al sandsynlighed når over 103.000 handler, når alle handler ved udgangen af 2020 er gjort op. Det er ikke sket før i Danmark.
– Det er især salget af villaer/rækkehuse og fritidshuse, der har slået takten an, men ejerlejligheder og andelsboliger har også været fint med. Mange andelsboliger sælges nu igen via mægler. Alt kan sælges lige nu for at sige det rent ud, fortæller Preben Merrild Angelo.
Lav rejseaktivitet har boostet salg
Der kan være mange forklaringer på, hvorfor det er gået, som det er, men især én ønsker han at fremhæve:
– Danskerne har ikke været ude og rejse i år, og der har generelt set været tid til at tænke fremsigtet. Mange har ønsket at sikre pengene i mursten og optage boliglån, mens renten er lav. Mange har købt sig et frirum i et sommerhus, mens andre har realiseret de boligdrømme, som allerede var der, men som der måske ikke har været et mentalt overskud til før. Og bum, så har vi den her situation, hvor alle køberne pludselig vælter ud af busken, og hvor efterspørgslen er høj, mens udbuddet halter lidt efter, slutter han.
* graf 1 viser udviklingen i boligsalget hos RealMæglerne fordelt på boligtyper og samlet stk. salg med boligsalget i 2016 som index 100
* graf 2 viser udviklingen i boligsalget i Danmark (alle boligtyper) samlet – 2016-2020