RealMæglerne: Det nye ejendomsvurderingssystem er én stor rodebutik
maj 17, 2023
Foto: RealMæglerne
(Publiceret på Altinget.dk den 17. maj 2023)
Af Preben Merrild Angelo, adm. direktør, RealMæglerne A/S
Det er for galt, og legen må stoppe. Nogen må kræve retfærdighed til boligejerne nu.
P1 Morgen har netop afsløret endnu en fejl i de nye ejendomsvurderinger, som fravælger at medtage de gamle servitutter på ejendommene, så beregningen af skatten hos mange boligejere er ramt fuldstændig forbi, og er blevet alt, alt for høj.
Skatteministerens svar: – Folk må selv holde øje.
En servitut er en begrænsning, der er pålagt ejendommen, og som kan betyde, at ejendommen ikke kan vurderes lige så højt, som hvis servitutten ikke var der.
Det kan ikke være rigtigt, at SKAT udvikler et Kafka-system, og så skal vi selv som borgere sidde og finde fejlene for dem, og hvis ikke vi finder dem, er det bare ærgerligt.
Fejl for mia.
Det skandaløse nye ejendomsvurderingssystem skulle have kostet 98 mio. kr., men ender med at koste mere end én mia. kr., hvis det engang står færdigt.
Læs mere her: Meget skarp kritik af styringen af ejendomsvurderingssystemet
RealMæglerne har i årevis forsøgt at råbe politikerne op, men forgæves:
Undgå katastrofen – tænk svensk
Boligskattesystemet er en ommer
Åbent brev til statsministeren
I 2013 kom det frem, at der ofte var fejl i de ejendomsvurderinger, SKAT foretog, hvorfor det blev besluttet, at der ikke skulle foretages nye offentlige ejendomsvurderinger. I stedet anvendtes vurderingen fra 2011 med et nedslag på 2,5 procent for alle private ejerboliger – dét, der i dag er kendt som indefrysning af grundskyld. Lige siden har det været en stor rodebutik. Nyt vurderingssystem skulle tage over for det gamle, men er udskudt gang på gang; senest til 2024.
En klagemur, der er uoverstigelig
De første boligejere har nu imidlertid fået ny vurdering, og fejlene står allerede i kø. Og hvad sker der så?
Med et skuldertræk sender skatteminister Jeppe Bruus Christensen (S) de boligejere, der vover et ihærdigt forsøg og klager over vurderingen, direkte i armene på en klagemur, der er uoverstigelig.
Som boligejer er det svært at klage. Først og fremmest skal man modtage et klagestartbrev for at opnå muligheden for at klage. På den måde kan Vurderingsstyrelsen mere eller mindre selv regulere mængden af klager og tempoet i dem, mens de får deres klageinstans på plads. Den er nemlig ikke på plads endnu.
Herefter skal boligejeren betale et klagebehandlingsgebyr på 1.100 kr., og derudover koster det 500 kr. at klage over en vurdering for hvert af årene 2013-2019. Pengene er tabt.
Læg dertil, at boligejere ikke kan gøre indsigelse over for data, der ligger til grund for den foreløbige vurdering. Det er kun muligt ved endelige vurderinger.
Målet var højere træfsikkerhed
SKAT skulle løse et problem. De skulle rydde op i et fortidslevn. Men de skabte et bjerg af problemer, fordi selverkendelsen aldrig har gjort sit indtog.
Udfordringerne i det gamle ejendomsvurderingssystem var jf. Helhedsplan – Tryghed for boligejerne (Regeringen, 2016), at systemet var baseret på utilstrækkelige data, hvilket medførte: lav træfsikkerhed, tilfældige vurderinger, uigennemskuelige vurderinger, skævvridninger i grundvurderinger og generelt for lave grundvurderinger.
Det Frankensteins monster er SKAT nu i gang med at genskabe for mia. af skattekroner i et stort IT-kludder, selv om målet var (1) højere træfsikkerhed, (2) større ensartethed og (3) mere gennemskuelighed.
Nye boligejere kan få regning
Det næste store problem er lige om hjørnet: Hvem skal betale, når skatten for 2021 til 2023 bliver gjort op, og hvem skal have pengene retur, hvis der er betalt for meget? Er det køber eller sælger?
Er man blandt de knap 200.000 danskere, der købte bolig i 2021 eller 2022, kan man komme til at betale boligskat for tidligere ejer. Det er ellers ikke, hvad Vurderingsstyrelsen selv skriver på deres side: Ingen ekstra opkrævning, hvis du har betalt skat af en for lav vurdering. Når de nye ejendomsvurderinger offentliggøres, bliver der nemlig opkrævet skat bagud for årene 2021-2023. I denne periode skal boligejerne reelt set beskattes af den nye 2020-vurdering, men da 2020-vurderingerne endnu ikke er sendt ud, har SKAT benyttet de gamle vurderinger fra 2011 til en foreløbig beregning af skatten.
Derfor kan der komme en efteropkrævning, der i mange tilfælde kan ende i et tovtrækkeri mellem køber og sælger.
Nu har SKAT med års forsinkelse sluppet monsteret fri, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at problemerne stopper her.