På trods af Corona: Der sælges flere sommerhuse
marts 18, 2020
Den alvorlige situation med Corona-virus i Danmark og resten af verden har tilsyneladende ikke lagt en dæmper på salget af sommerhuse. Tværtimod ser det ud til, at salget er forsigtigt stigende.
De seneste tre uger har vist høje procentstigninger i salget i uge 9 og uge 10, mens uge 11 viste et lille fald på 7,5 procent. Det viser en sammenligning af salgstallene fra 2019 og 2020.
Også fremgang i denne uge
I skrivende stund, knap halvvejs gennem uge 12, ligger salget i nøjagtigt samme niveau som i hele uge 12 i 2019.
Dermed vil salget med al sandsynlighed også i denne uge gå frem.
– Danskerne vil gerne være sikre på en god sommerferie, og alle udfordringerne ude i den store verden - ikke mindst forbundet med rejseaktivitet - får dem til at tænke sikkert og langsigtet. Sommerhuset er et sikkert valg og en langsigtet løsning, fordi det altid kan lejes ud på fordelagtige vilkår, når udlandet kalder for sommerhusejerne igen, forklarer Preben Merrild Angelo, adm. direktør i RealMæglerne.
Billigere end andre boligtyper
Usikkerheden ude i verden - kombineret med bedre finansieringsvilkår og bedre udlejningsvilkår, som igennem de seneste par år har medvirket til at booste sommerhusmarkedet – gør fritidsboligerne til en interessant investeringsmulighed lige nu.
Samtidig er det også nu, sommerhuset kan sælges, hvis man går i salgstanker, men har været i tvivl om det rette tidspunkt.
– Sommerhusene har længe været billigere end andre boligtyper og er ikke i samme omfang som andre boligtyper steget i pris siden Finanskrisen. Miljødebatten har vist os, at flytrafik og rejsetrafik ikke er godt for klimaet, hvilket mange danskere har taget til sig. Rejsekaos, flyaflysninger, lukkede grænser mv. medvirker nu til, at sommerhuset er mere aktuelt end nogensinde før, fortæller Preben Merrild Angelo.
Nemt at leje ud
De seneste par år er der kommet et sikkerhedsnet under investeringen, fordi mange er afhængige af udlejning for at kunne eje. Og sidste år meldte udlejningsbureauerne alt udsolgt. Dette skal ses i betragtning af, at både antallet af udlejningsuger og skattefradraget er hævet.
Læs mere om udlejningsfordelene her
Se tallene for din landsdel: Så meget stiger m2-priserne på sommerhuse
– Familierne er kommet i fokus igen, og vi ser flere familier og vennerpar, der køber sommerhus sammen. Samtidig er de aktive seniorer kommet på banen. I dag skal pensionister kun have ejet sommerhuset ét år, før det kan opnå helårsstatus. Det er der bestemt også nogen, der tager med i tankerne, når de køber fritidsbolig, slutter Preben Merrild Angelo.